Hvem er

Kirkespil Ringkøbing

 

Kirkespil Ringkøbing opstod under arbejdet med Den lange nat 2006. Jeg har i mange år været engageret i teaterarbejde. Har været med i kirkespils forestillinger forskellige steder i landet og under et studieophold i England.

Det er en spændende måde at arbejde med kristendommen på. Og, opdagede jeg, slet ikke en ny måde. I middelalderen blev der lavet masser af kirkespil. Ja, kristendommen blev formidlet til folket gennem disse forestillinger i og udenfor kirken.

 

Da jeg i 2004 havde nogle måneders studieorlov fra mit præsteembede, fik jeg mulighed for yderligere at fordybe mig i denne interesse. Jeg opsøgte folk, der har arbejdet med kirkespil. Jeg tog en uddannelse igennem DATS og ideen til at lave et kirkespil i Ringkøbing opstod.

 

En ting er, at have en ide og et manuskript. En anden ting er at lave en forestilling. Jeg kendte teaterinteresserede i byen. Forelagde dem ideen. Efterhånden bredte ideen sig som ringe i vandet. Opbakningen var stor og engagementet endnu større.

 

Der var mange, der på den ene eller anden måde havde arbejdet med teater. En forening blev dannet. En bestyrelse nedsat. Vi havde søsat et nyt projekt og med Den lange nat sejlede vi!

Siden da er det blevet til en forestilling hvert andet år i Ringkøbing kirke. De mange opgaver ved opsætningen af en forestilling er fordelt mellem frivillige fra Ringkøbing og omegn.

Vi er blevet en trup, hvor vi arbejder sammen på kryds og tværs og hver især bidrager med alt fra tekstskrivning til kagebagning.

 

Vi laver kirkespil, fordi det er en spændende måde at lave teater på. At arbejde med kirkens budskab i teaterform giver mulighed for at stille spørgsmål og formidle kristendommen på en anderledes måde.

På den ene side giver det os mulighed for at komme udefra og ikke være bundet af form og bekendelse, på den anden side er vi indfanget af kirkerummet og det, som kirken står for.

Ud fra denne spænding opstår kirkespillet.

Mogens Thams